Fanø i sejlskibstiden
Efter øens frikøb i 1741 begyndte opbygningen af Fanøs sejlskibsflåde. En imponerende fortælling, hvor det med friheden til at drive skibsfart lykkedes fanøboerne i løbet af 100 år at skabe en sejlskibsflåde, som sejlede over hele verden med fragt. Storhedstiden for Fanø kulminerer i de sidste årtier før 1900, hvor øen har den største sejlskibsflåde uden for København.
Med dette følger en adskillelse fra hjemmet og familielivet. Søfolkene sejler på langfart i flere år ad gangen, mens kvinderne derhjemme må tage sig af børneopdragelse, det lille landbrug samt den daglige husholdning.
Udstillingen sætter fokus på sømandens liv og giver os et indtryk af livet om bord, i havn og det farlige liv som sømand med storme og skibsforlis.
Museets unikke samling af skibsmodeller viser alle skibstyper, der har været hjemmehørende på Fanø. Mange af skibene findes også i samlingens malerier. Skibsmodellerne er i samme målestok, således at en direkte sammenligning af skibenes størrelse er mulig.