Briggen Claus

I 1897 fandt en usædvanlig stranding sted på Fanø. Et fanøskib på vej fra Norge til England strandede på veststranden. Det var briggen Claus af Fanø. Det blev en tragedie, der berørte alle på Fanø. Hvorfor havde man ikke opdaget søfolkene på deres strandede skib, og hvorfor omkom alle otte unge sømænd?

I samtiden var der enighed om, at hvis de var blevet ombord, ville de være blevet reddet. 

Tragedien blev omtalt i alle landets aviser, og der blev diskuteret, hvorfor det kunne gå så galt, men det forblev et mysterium, om end flere teorier kom frem. På Fanø er historien om strandingen blevet husket og fortalt gennem flere generationer.  

Bogen “Briggen Claus af Fanø – et skib, en stranding, en tragedie”, der er skrevet af Sven Anthonisen, danner baggrund for museets særudstilling.

Bogen skildrer bl.a., hvordan tragedien blev opfattet i samtiden, og hvilke konsekvenser den fik for redningsvæsenet. 

Fanø Skibsfarts- og Dragtsamlings særudstilling fortæller historien om den tragiske stranding.

Udstillingen fortæller både om skibet, om den sidste voldsomme rejse og om den dramatiske stranding på Fanø. Desuden viser udstillingen effekter og omtaler minder, der knytter sig til briggen Claus og viser, hvordan beretningen om Claus stadig er levende på Fanø. 

Udstillingen vil kunne ses til og med 31. oktober på Fanø Skibs- og Dragtsamling, hvor også bogen vil kunne købes.